mandag den 21. januar 2008

Jeg har været i boblebad!



Hver mandag leger jeg med mine venner fra mødregruppen. Det er rigtig sjovt fordi så prøver vi hinandens legetøj og de andre har nogle rigtig sjove ting. Nogle gange prøver vi at få fat i de samme ting, så det gælder om at være hurtig!



Idag prøvede jeg et boblebad. Det var rigtig sjovt at slå og sparke til alle kuglerne. Man kunne også bare sidde og slappe af i "badet" mens man så på hvordan de andre legede, det var hyggeligt.



Jeg prøvede også en hoppegynge. Jeg hoppede op og ned mens jeg øvede mig på mine skalaer. Jeg træner nemlig til at få en plads i mors kor! Jeg skriger så højt som jeg kan og det er ret så højt :-) Mor og far siger at de får ondt i ørene af at høre på det men jeg synes det lyder rigtig sjovt så jeg bliver ved.



Efter jeg havde leget var jeg til lægen og blive vaccineret. Det gjorde rigtig ondt men jeg græd næsten ikke. Mor og far var rigtig stolte af hvor godt jeg klarede det - jeg er ikke nogen tøsedreng!

tirsdag den 8. januar 2008

Jeg har fået 2 tænder!!



Så nu er jeg for alvor klar til at smage på alt hvad jeg kommer i nærheden af. Jeg fik nemlig mine første 2 tænder mellem jul og nytår. Det gjorde lidt ondt da de kom ud så jeg gnavede og gnavede i min hånd for at få det til at holde op. Jeg fik også noget æble og melon at gnave i, det var dejligt koldt og smagte godt, men det var en lidt mærkelig fornemmelse at spise på den måde lige pludselig.



Før jul øvede jeg mig i at suge min underlæbe ind i munden. Mor og far synes jeg lignede en frø, men jeg synes bare at det var en sjov fornemmelse. I den sidste uge har jeg øvet mig i at række tunge. Det er rigtig sjovt, så kan folk nemlig ikke lade være med at smile til mig. Det jeg allerbedst kan lide for tiden er at ligge og række tunge mens jeg ser verden på hovedet, det ser så sjovt ud :-)

onsdag den 2. januar 2008

Happy new year hos bedstemor og bedstefar..





Hold da op, nu har jeg også oplevet et årsskifte. Det syntes jeg var rigtig hyggeligt. Mor, far og jeg var ude hos bedstemor og bedstefar. Aftenen startede med, at vi alle skulle høre en gammel knallert tale i fjernsynet. Jeg er ikke helt klar over hvem det var eller hvorfor hun vi skulle høre på hende, ihvertfald syntes jeg ikke det var spændende så jeg nappede mig en lille lur i håbet om at hun var færdig når jeg vågnede igen. Det var hun heldigvis, så kunne vi fortsætte aftenen. For mig stod menuen på kartoffelmos med broccoli, det er kun 11 dag i træk jeg får det, så det var spændende som altid:) (dette er også kaldet ironi, MOR)



Resten af selskabet skulle have noget leverpostej fra en gås, tror jeg nok. Bagefter skulle de have oksemørbrad med farsovs,som i mit tilflæde ville hede Bedstefarsovs, og kartofler. Men hvad der var allermest snyd, var at de skulle have is-fondue til dessert. Faktisk syntes jeg det er lidt snyd, i min korte levetid er det allerede 2 gang jeg har sovet mig fra en is-fondue, det gjorde jeg nemlig også da vi var i grækenland.



Der blev skudt en masse fyrværkeri af da klokken blev tolv, og mens mor og far var ude for at kigge, vågnede jeg og var lidt ked af det, heldigvis kom bedstemor ind til mig og lå, så jeg faldt hurtigt i søvn igen.
Vi sov alle tre ude hos bedstemor og bedstefar, mor og far mente det var lettest, så var der jo heller ikke nogle der skulle køre hjem. Det var også mægtig hyggeligt indtil jeg klokken 6 vågnede og havde rigtig ondt i øret, og oven i købet havde jeg også 39,5 i feber. Der blev jeg rigtig ked af det, faktisk så ked af det, at jeg vækkede hele huset, men det gjorde ikke noget, for de syntes alle at det var meget synd for mig. Mens mor snakkede med lægen faldt jeg i søvn igen i fars arme, så vi ventede til vi vågnede igen,hvorefter vi tog ind til lægen.
Lægen sagde at jeg jeg havde noget der hedder "mellemørebetændelse" jeg kan godt love jer for at det ikke er rart at have det. Faktisk var jeg rigtig ked af det den første dag i 2008, men heldigvis var mor og far sammen med mig, så vi klarede os igennem. Allerede idag har jeg det meget bedre, er stadig lidt klattet, men det er slet ikke så slemt som igår.



Det var en lidt kedelig afslutning, på en ellers rigtig hyggelig aften, men det er jo hvad der sker!
Håber i allesammen får et rigtig godt nytår, og at vi oplever en masse skæg og ballade i det nye år!!!