onsdag den 25. juli 2007

Familien Danmark


Vi har købt en station car!!! Så nu er vi et skridt nærmere Familien Danmark - det eneste vi mangler er en hund :-) Renaulten skulle synes her i august og ville højst sandsynligt skulle repareres en del før den kunne gå igennem syn. Derfor undersøgte vi mulighederne for at købe en brugt eller ny bil. Det viste sig at det faktisk kunne lade sig gøre at få en ny bil med forsikring i 3 år hos chevrolet for den samme pris som det ville koste at købe en god brugt bil og skulle betale nybegynder-forsikring på den i 3 år. Så vi gik ud for at købe en lille 5-dørs bil hos Chevrolet... meeen inden længe havde vi selvfølgelig forelsket os i en Chevrolet Nubira Station Car - der er så dejlig meget plads i den og man behøver ikke splitte barnevognen ad i 117 dele for at få plads til den! Så forhåbentlig får vi vores nye røde flotte bil i næste uge. Søren er allerede godt igang med at drømme om alufælge og alverdens gadgets til bilen, så den skal nok blive rigtig fin :)

Baby hygger sig stadig alt for meget inde i maven til at han gider komme ud. Vi var hos jordemoderen i mandags. Hun skød ham til at veje 3700 g og sagde at vi bare må væbne os med tålmodighed. Men det er godt nok svært - nu har vi ventet i 9 måneder, vi er snart så spændte på at se ham at vi ikke kan klare mere. Vi er begge 2 rastløse og prøver at finde på alverdens måder vi kan lokke ham ud på. Vi har været ude og bade i iskoldt vand, spist stærk mad og jeg har hoppet ned af alle trapperne fra 4. sal flere gange - men intet hjælper. Vi prøver virkelig at overtale ham til at komme ud - men heller ikke det virker. Heldigvis bliver vores nye seng leveret imorgen så den dag går med at vente på leveringen og få sat sengen op osv.

3 kommentarer:

Hr.Storm sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Hr.Storm sagde ...

Lav en fælde! Det virker med katte. Når han kigger ud om aftenen, for at stjæle de gode kager, og tage et hiv af vandpiben, skal I bare binde en løkke om armen på ham. Helst en plasticsnor, da uld bliver underligt fnulret og lugter af våd hund, hvis det kommer i fostervand. Ellers kan I prøve at lokke ham ud med Heavy Metal.

Hr.Storm sagde ...

Måske hvis Søren hopper på din mave et par gange om dagen? Eller den meget lidt omtalte "reversed Heimlich" metode?