søndag den 4. maj 2008

Egypten


Så har jeg været ud og flyve igen! Denne gang var jeg helt i Egypten. Det tog 5,5 timer at flyve derned. Der var rigtig mange mennesker med på flyvemaskinen, men på vej derned fik jeg mit eget sæde imellem mor og far. Det var godt for jeg blev rigtig træt da vi lettede så jeg faldt i søvn, og så kunne jeg ligge og sove på sædet.


Da vi skulle hjem igen havde jeg ikke noget sæde så der kunne jeg ikke rigtig falde i søvn selvom jeg var rigtig træt. Heldigvis havde mor købt en masse nyt legetøj til mig så jeg havde noget at lege med.


I Egypten havde vi vores egen lejlighed lige ved poolen. Der var også en græsplæne som jeg kunne lege på og palmer jeg kunne klatre i.


Meeen det bedste var nu poolen. Jeg elsker at svømme og dykke så jeg fik lov til at komme i poolen flere gange om dagen.






Jeg prøvede også at være på stranden. Den var fyldt med sand. Jeg syntes der var lidt for meget så jeg prøvede at se om jeg kunne spise det hele. Det smagte af salt lige som vandet. Vandet kom hele tiden ind på stranden i bølger. Jeg syntes det var rigtig skægt at hoppe over dem og plaske i dem!


Rengøringsmanden Abdo var så glad for mig at han syntes jeg skulle blive nede hos ham når mor og far tog hjem - men det syntes de ikke var en god ide. Selvom jeg nogen gange driller dem og lige har lært at skrige rigtig højt ville de gerne have mig med hjem alligevel. Abdo lavede en dukke til mig af håndklæder - den var rigtig sjov at lege med.


Alle de egyptiske mænd syntes jeg var rigtig skæg, så de ville allesammen bære på mig og gå rundt med mig. Jeg synes de var rigtig sjove - så det gjorde ikke noget at de hele tiden kom og løftede mig op.


I Egypten sad jeg rigtig meget i rygsækken på ryggen af mor og far. Det kunne jeg meget bedre lide end at sidde i barnevognen, så kunne jeg se hele verden.


Jeg fik også is... uhm!!!



Mor og far synes solen var alt for stærk for mig, så jeg fik solcreme på hele tiden og havde både solbriller og kasket på. Hihi jeg tror de tænkte så meget på mig at de glemte sig selv. Far blev i hvert tilfælde så rød som de rejer han fik til aftensmad og mor fik knopper over det hele. Så kan de lære det :-)


Ih hvor jeg glæder mig til vi skal til Spanien om 2 måneder - jeg elsker at være på ferie.



mandag den 21. april 2008

Naturlig af natur!


Jeg elsker at være ude i naturen. Mor og far tager mig tit med rundt omkring, så får jeg lov til at mærke og smage på alting. Jeg kan især godt lide græs - det mærkes så sjovt mellem fingrene og jeg er stærk nok til at hive det i stykker.


Min far har lige skrevet et bachelor projekt om naturen som pædagogisk redskab. Jeg fik lov til at være med til at lave et landskab han skulle bruge - men efter jeg havde spist alt for mange af de ting han skulle bruge måtte jeg ikke være med mere, mor siger at jeg skal spise rigtig mad, ikke græs og jord :-)


Jeg var ellers ude og se nogle køer igår og de måtte gerne spise græs. Igår fik de lov til at komme ud på græsset efter de havde været inde i stalden hele vinteren. Det kunne de godt lide, de hoppede og dansede og så rigtig glade ud.




Jeg sad rigtig godt på ryggen af far og så det hele. Jeg har nemlig fået en rygsæk som jeg kan sidde i. Når jeg sidder i den bliver jeg lige så høj som far og mor. Det syntes jeg er rigtig dejligt, så sidder jeg og fortæller mor og far om alt det jeg oplever.


På torsdag skal jeg til Egypten med mor og far - så skal jeg rigtig ud og opleve ting fra min rygsæk. Jeg skal i hvert tilfælde ned og svømme i poolen og havet - jeg har allerede min surferdragt klar :-) Jeg skal nok fortælle jer alt om det når jeg kommer hjem!

mandag den 7. april 2008

Jeg kan selv!


Ih, jeg oplever så meget for tiden at jeg helt glemmer at fortælle jer om det!


Det allervigtigste er at jeg har smagt is :-) Jeg kan godt forstå at mor og far ikke har ladet mig smage det før nu, for så ville jeg da ikke have spist al den grøntsagsmos! nøj, hvor smager det godt, selvom det mærkes lidt mærkeligt og koldt på mine 3 knivskarpe dræbertænder. Mor og far troede at de kunne fodre mig med små skefulde af isen, men det kunne de godt glemme - jeg ville da selv holde, så jeg var sikker på at jeg fik al den gode is for mig selv.


Næst efter is så er pærer altså også ret gode, jeg elsker at sidde og spise sådan en selv og jeg kan faktisk godt gnaske mig igennem en hel en ved hjælp af mine 3 tigertænder.


Mor prøver nogle gange at give mig en tør rosinbolle men der siger jeg altså stop - tørre boller er til fugle ikke til sådan en som mig i min bedste voksealder. Så jeg gav min bolle til svanerne ved søerne idag. De kunne rigtig godt lide den og ville meget gerne have mere - jeg blev lidt nervøs da de kom helt hen til mig for at se om jeg havde flere boller.

mandag den 10. marts 2008

Lagersalg



Idag har jeg været ude og shoppe med min mor. Hun elsker at shoppe :-) Vi købte tøj til mig på noget der hedder et lagersalg - det er et sted hvor en masse damer går rundt med deres babyer og hiver tøj ned fra hylderne. Heldigvis havde jeg mine venner fra mødregruppen med - så var jeg ikke den eneste stakkel der skulle prøve alt muligt tøj på og lege påklædningsbaby!



Ikke nok med at jeg skal være påklædningsbaby - jeg skal også være fotomodel hele tiden. Men nu siger jeg stop - så snart hun tager sin telefon frem skynder jeg mig at se om jeg kan få fat i den, så kan hun ikke nå at tage billederne :-)



Jeg har fundet en ny yndlingsleg. Den går ud på at hive alt hvad der ligger på hylden under sofabordet ned på gulvet! Før var det lidt svært men nu kan jeg hive mig op i armene så jeg kan få fat i de ting der ligger helt inde i midten. Hehee - så har mor også noget at lave når jeg er gået i seng!!!

torsdag den 6. marts 2008

Tju bang chokolademand - det er mig der bestemmer her!!!



Den er god nok, jeg har lært at lukke min mund med syv segl så nu er det mig der bestemmer hvad jeg spiser og hvornår. Mor og far tror nogengange at de kan snyde mig til at spise. Så sidder de og siger ahhh og uhmmmm og ser meget mærkelige ud i ansigtet. Det er da meget sjovt at se på men det giver mig altså ikke mere lyst til maden!



For et par uger siden strejkede jeg i 2 uger. Jeg nægtede at spise andet end min mælk - I skulle have set mor og far, de prøvede alt muligt mærkeligt for at få mig til at spise maden, så til sidst syntes jeg det var synd for dem og begyndte at spise igen.



Nogle gange får jeg det samme at spise som mor og far, det ser bare ikke helt ens ud fordi min mad er blevet knust til bittesmå stykker i en blender, men det smager meget godt alligevel. Far og mor syntes det var en stor dag da jeg fik spaghetti med kødsovs første gang - jeg syntes også det var godt for jeg fik lov til at smatte det hele ud :-) Hehee, det mærkes så sjovt når man trykker maden ud mellem fingrene!

tirsdag den 4. marts 2008

Jeg har fået en fætter!!!





Jubii, min fætter er endelig kommet ud af Tante Trines mave. Jeg har ventet og ventet og ventet så da jeg spiste frokost med Onkel Kristian og Tante Trine i søndags sørgede jeg for at banke på på maven og sige til fætter at han skulle skynde sig at komme ud så vi kan lege sammen. Han hørte mig godt for samme aften trak han proppen i sit badekar i maven og så var han klar til at komme ud.



Jeg var ude og besøge ham på hospitalet igår. Jeg ville rigtig gerne lege med ham men han var meget træt så han sov hele tiden. Jeg glæder mig til han bliver lidt større så vi rigtig kan drille bedstemor og bedstefar sammen :-) Hehee...

mandag den 25. februar 2008

beach boy!!!

Hej med jer, syntes lige jeg ville komme med en lille melding omkring mit liv. Mor og Far snakker hele tiden om ferie og faktisk er det lidt trættende. de kan ikke finde ud af om det skal være sne eller sol. faktisk har de snakket så længe så der snart ikke er mere sne tilbage. Men det er også lige meget, jeg kan godt huske den gang jeg var i Grækenland, der skinnede solen og det kunne jeg godt lide.



Faktisk er vi i min familie så gladefor solen at vi har vores egen strand hjemme i lejligheden. Der kan jeg rigtigt godt lide at være, det er her vi læse bøger eller bare flader ud når der lige er tid til det. Jeg har fået en gå vogn af min fætter og kusine nede fra slagelse, jeg kan jo ikke helt gå endnu, men det betyder ikke at jeg ikke kan bruge den endnu.



Jeg sætter mig bare i den, så kan far skubbe mig rundt i lejligheden. Det syntes jeg godt nok også er skægt!!